Så er vi i gang med de indledende forberedelser til en spændende modeuge. Invitationer printes, reservemadpakken smøres (i tilfælde af tidsnød), støttestrømperne findes frem, da man aldrig ved hvor længe man skal stå og gå, (joke). Der bedes om godt vejr, men man pakker alligevel paraplyen. Tøj, sko og tasker findes frem og hår samt hat sættes. Kameraet lades op og blyanten spidses og så er vi klar til at rykke ud til en forhåbentlig uforglemmelig, fantastisk, kreativ og trendy modeuge med masser af modeshows og modemesser. På forhånd vil vi gerne takke for, at vi må være en del af det og skrive om det her på vores blog, så andre kan få glæde af det.
Kopenhagen Fur
Den Københavnske modeuge blev
officielt åbnet med Kopenhagen Furs show på Rådhuset.
Kopenhagen Fur havde lige som sidste
år, indledt et samarbejde med seks internationale designere, som
skulle komme med deres bud på ”Men in Fur”. At få mere pels
ind i den moderne mands garderobe.
Danske Astrid Andersen, viste bl. a.
bomber-jakker i petrolfarvet mink med detaljer som lynlyåse og store
æmer i pels. Baggy pants i lilla med store cargo-lommer, stylet med
denimvest med pels. Det var hendes let genkendelige stil, med
referancer til streetwear og hip-hop kulturen.
Leonid Alexeev fra Rusland, viste en klassisk herrekollektion, med skræddersyede frakker i beige og grå med påsyede mønstre i lys pels. Biker jakker i sort/grå med asymmestiske lukninger og stor kraver.
Britisk/Hollandske Barthmans & Siegel var inspireret af den traditionelle skijakke, med besætninger at ræv i hætten. Men også den klassiske skrædderfrakke med 1920-ernes gangster-pelskrave, havde sneget sig ind. Primært i blomme og sorte farver.
Fra Kina, var designbrandet Notting
Hill. Her var der bl. a. habitjakker med pelsærmer i mink. Grå
veste i pels og kort brun minkjakke. På flere styles var der leget
med med strukturen i selve pelsen, som var barberet væk og derved
dannede mønstre i tern og stiber.
Maison Chriatian Lacriox havde asymmestiske jakker i knald blå persianer med sorte raglanærmer. Og igen en sort variant med ærmer i blå lak og skrå lukning. En serie at sort/gul stribet læderfrakke og taske med lak effekt vakte stor opsigt.
Resultatet er spændende og det er
interessant at se, hvordan de forskellige designere tolker pelsens
muligheder og leger med udtrykket. En designmæssig mangfoldighed og
mulighed for stor kreativitet. I og med der vises så mange varianter
for pelsdesign, kommer produkterne ud til en stor målgruppe, end
havde der kun været én designer på opgaven.
Jean//Phillip
Jean//Phillip havde ligesom sidste vinter, valgt Nimb som location for sit show. Han har slået sig fast i europæiske modebilledet, med sin draperede stil med enkle og effektfulde detaljer. -en enkel, klassisk herrefrakke med revers, havde fået løbegang og bindebælte i taljen. Det tilførte et helt andet udtryk, end havde den været foruden. Sorte draperede jakker med lynlåse og påsatte lommer i sort læder. Lange draperede cardigans i tynd uldstrik med hætter. Op til de lette og fine strikkvaliteter, var kraftig lærred, bukser og korte jakker med rå og trævlede kanter. Generelt for hans stil er, at der er fokus på volumen i overdele. Jakker, cardigans og halvlange skjorter. Nogle med hætter og store bløde kraver, andre med slå-om effekter. Underdelene er stramme bukser og leggins. Og materialer som læder, pels, jersey og batist tilfører både en tyngde og samtidig en lethed, som gør at det bare er lækkert... både at se på og bære.
Stine Ladefoged
Stine Ladefoged er en sand mester, når det kommer til skulpturelt strik-design. Det viste hun igen ved sit show på Børsen.
Kabelstrik, flet og snor-lignende detajler præger hendes design og er det bærende element i kollektionen. Pon-pon inspirerede pufærmer ses i flere af hendes styles, ligesom de store flet/strik kanter var at finde i både udskæringer og som store voluminøse sjalskraver. En hvid kjole, havde rygsøjle-lignende strik i hele vejen ned bagpå og blå, blanke kjoler, var besat med blanke perlekæder.
Farverne er primært grålige nuancer, som mixes med petrol, sort og bordeaux og rust. Hun har fokus på volumen i overdelene, primært skuldre, bryst og hofter, og holder derfor underdelen stram og enkel. Der er noget at kigge på og man fascineres af de komplicerede, strikkede snoninger og konstruktioner, der er i hendes design.
Sand
Russisk vinter møder fetishistisk
dandy-isme i Sands show på Københavns Rådhus. Herresiden viste en
flot serie af lange uniforms-inspirerede frakker med læderbælter i
taljen, tilsat stramme bukser, brokadejakker og ridestøvler i
croco-præget læder. Lækre Oscar Wilde pelskraver og ternede tweed
habitter, enkelt som bobbeltradede, ledte tankerne hen mod jagtfester
på et engelsk gods. På damesiden var der flotte bluser med store
sløjfer i halsen, i lilla og lyse fersken nuancer. Hertil var
stramme sorte nederdele og korte læderjakker. Ligesom der var bouclé
jakker og jakker i lette uldkvaliteter og kjoler i chiffon og
silkesatin i sort og blomme og sort/hvid print. Det hele stylet med
elementer, som hotpants med suspenders og bedstemor-støvler med høje
svungne hæle og aftensko i fuchiafarvet silkevelour. En flot og
elegant kollektion til vinterens mange fester.
Freya Dalsjo
Freya Dalsjös kollektion var meget
skulpturel og arkitektonisk i sit design. Sylingen havde referancer
til 60-ernes ”Space-age”, med dens skarpe og enkle udtryk.
Modellerne bar 60-er inspirerede stilletter og højt hår.
Grundfarverne i tøjet, var sort, mørk
blå og bordeaux, primært i jakker i læder og bærestykker i mink.
Nederdele og jakker i neopren- lignende materialer blev mixet med
blank sort læder. De mørke farveer fik akkompagnement af skrig rødt
sæt i neopren/lak jakke med stamme leggins og en shocking pink
minkjakke med store skulpturelle ærmer. Det var en flot kollektion,
meget luksuriøs og enkel i sit udtryk.
Asger Juhl Larsen
Vivienne Westwood
Den engelske designer, Vivienne
Westwood afholdt for 1. gang modeshow i Danmark. Her præsenterede
hun sin kollektion ”Anglonomia”. Inspirationen var hentet i
Londons oprindelse, arkitekturen; det klassiske islæt kom fra
tartan-tern og blomsterprintet var hentet fra Londons gamle
blomstermarkeder. Inspirationer som Tower Bridge, River Thames og
også designerens fortid i Londons punk-miljø kom til udtryk i
printet satin og jacqard-strik. Stilen var dekadent og alligevel
enkel og anvendelig. Og ikke så prokerende, som man kunne forvente
sig af designeren.
Der var bl. a. en stærk grøn/sort
ternet frakke i kinomosnit og wrap-effekt, den fungerede rigtig godt.
Ellers var der korte etagenederdele med vidde, i blå/pink
changerende taft og tartan-ternede dragtsæt. Det var mest, her den
Westwoodske ånd kom til udtryk.
En rød, ¾ lang kjole, med
pigtråds-print i sølvglimmer og dyb kantet udskæring var nok noget
af det bedste. Den var elegant og emmede af Westwood.
Ellers manglede man lidt, af Viviennes
rebelske galskab i kollektionen. Man kunne godt mærke, at det var et
forholdsvis lille show. Det kunne desværre ikke rigtig måle sig med
det show, jeg for år tilbage så på Louvre i Paris, hvor designeren
også var tilstede selv. Det manglede vi lidt her. Lad os håbe, hun
er med næste gang, for det er forhåbentlig ikke sidste gang, at den
Københavnske modeuge, får besøg af den engelske designer.
Designers Remix
Charlotte Eskildsen fra Designers
Remix, har skabt et univers – Eskildsons Hospital. Vi blev modtaget
af champagnepiger i sygepleje-uniformer og hvide gummihandsker i
Sparekassen SDS gamle lokaler. (Opført 1866-68 af arkitekterne
Vilhelm Klein og H.C. Stilling, nu huserer Hotel og Restaurantskolen
i lokalerne).
En kollektion med udgangspunkt i
hospitalsvæsnet. Sygeplejeinspirerede kjoler i hvid læder og grov
jumbostrik. Der var enkle sweatre med et grafisk udtryk – opsyet i
kogt uld-fleece, i enkle snit og med udvendige sømme.Det grafiske i
kollektionen kommer også til udtryk i sort/hvid/grå printede
leopard-mømstre, som primært ses i korte jakker med sorte
skindkanter, cardigan-sæt og bluser. Materialerne har 3D effekter,
som quiltede, valkede og dobbeltsidede jerseykvaliteter. Stylingen
underbygger tøjet fint. Flere af modellerne bar hvidmalede sakse,
nøglebundter og patient-armbånd i brystlommer og hængende i
bælter. Fine og enkle bud, på en meget anvendelig vintermode, med
et dejligt rent udtryk.
Sofifi
Den svenske designer, Sofie Brattberg
startede sit brand Sofifi tilbage i 2006 . Dengang var det primært
aftenkjoler hun designede og efterfølgende couture kjoler. Det
afspejles i hendes ”ready-to-wear” kollektion AW2013. En enkel og
luksuriøs stil, med lækre gulvlange kjoler i sort grov
bomuldsblonde. Og en kort hvid blondemodel med høj hals var rigtig
fin. Flere styles, både kjoler og bukser i både sort læder og
blonde, får modspil af guld-metal lynlåse. Specielt en sort hellang
uldfrakke med stort, bredt bindebælte, bør fremhæves, den var
enkel og samtidig meget elegant. En del bluser og kjoler havde meget
dybe V-udskæringer. Store vandfald i ryggen fungerede også som
hætter og gjorde at hele udtrykket i stylingen at tøjet kunne
forvandles på en nem måde og bruges i flere sammenhænge. Der var meget fokus på ryggen, i form af forskellige detaljer og udskæringer.
Stella Nova
Fredag morgen, var vi inviteret til
brunch og præsentation hos Stella Nova. Køkkenet i Stella Novas
hyggelige lokaler på Blegdamsvej, dannede rammen for
champagne-brunchen. Efter en hyggelig og afslappet ”kaffe-snak”
med designeren bag Stella Nova, Trine Skoller, var der præsentation
i showroomet af den kommende kollektion AW2013.
Her fortalte og fremviste Trine Skoller
sin kollektion ”Otto the dogman went wild wild west”. - Om
gravhunden Otto, som er taget af sted til det vilde westen. Billeder
af solopgang over prærien, rodeo, og saloon-piger kører gennem
hovedet på en, når hun fortæller om inspirationen og fremviser det
ene styles efter det andet. Men også gravhundens blødhed,
finurlighed og temperament er at se i kollektionen.
Flere dele har gravhundens lange slanke
silhuet; kjoler og jakker. Fine prints med Ottos pote-aftryk, ses på
bluser og tørklæder. Uldkvaliteter og pels henviser til Ottos
blødhed og her er mange fine kombinationer, både i
farvesammensætninger, som orange/brune, grå/grønne og
sort/bordeaux. Og læderjakker og læder på frakkekanter og
paspoleringer fungerer rigtig godt. En serie af striksweatre i
natur/lys grå med gravhunde-mønster i kanten er bare skønne. Stribet strik poncho og ruskinds overdel med frynser førte en til the wild wild west. En
dejlig og rolig start på en fredag, hvor programmet senere på
dagen, var ret hektisk.
Ivan Grundahl
Ivan Grundahls show på Børsen, bød
på sorte strikbluser med blomstermønster og nederdele i
neoprenlignende materialer. Hans stramme taljerede jakker i
asymmestiske snit og løse jakker med biker-lukninger, var mixet med
løse bukser i lette uldkvaliteter. Farverne er sort, hvid og grå.
blå/grønt print i aquarelnuancer mixes med gråbrun jersey. Ellers
var her, som i forrige kollektioner, fokus på volumen. I detaljer
som store påsatte lommer, store kraver og draperede vide nederdele.
Skønne sorte taftkjoler med stramme taljer og store rynkede
nederdele understøttet af synlige krinoline-inspirerede
underskørter. Det er skødesløst og tilfældigt i udtrykket. Men
alt er nøje overvejet og gennemtænkt. Det er cool og lækkert!
2OR+BYYAT
Bag brandet ”2OR+BYYAT ” står
designeren Yat. Designeren fra Hong Kong blev uddannet i Fashion and
Textiles fra Kensinton University i 1991. Han startede sit brand
2OR+BYYAT i 1996 og fra 2002 med base i Helsinki. Designet er
avantgarde og tidløst i udtrykket. Det indeholder foruden herre og
dametøj også lædervarer og smykker, hvorfor det også forhandles i
over 25 lande.
Designet viste draperede jakker til
herrer, sorte hæklede bluser og voluminøse tørklæder i grov
strik. Lækre rummelige lædertasker med metallynlåse og lommer i
sort og grå.
Til damerne, var her figursyede jakker,
med åbne ærmer og ponchos i uldne materialer med lurex og
glimmereffekter. Petrolfarvede kjoler med metallisk look og overdele
i orange med frynsedetaljer. Lækre flettede tasker i beige læder og
små clutches. De draperede kjoler overdele i sort og grå, samt
bolerojakker i fjer er overdådige. Der er noget punket og råt over
kollektionen, samtidig med at det er enkelt og rent.
Ready to Fish
Det Hollandske brand, ”Ready to Fish”
holdt sit show på Børsen. Det bød sweatshirtkjoler og en del lette
jakker i meleret strik og jersey. Grønblå kjoler med bindebånd og
dele med sort/hvid printet mønster. Jakker, bukser og nederdele er
enkle og behagelige i snittet. Der er noget nordisk over det. Selvom
det er lækre kvalitetsmaterialer, fremstår det alligevel en smule
kedeligt og halvtrist i farvevalget. Det var meget doucede farver i
grå, brun og grøn med modspil af teglfarvede nuancer... Hvis der lige fik et
boost her, ville det være rigtig godt. For der er gode basis-ting i
kollektionen, men der mangler simpelthen bare lidt mere farve.
Bibi Chemnitz
Grønlandske Bibi Chemnitz viste efter
intro-filmen af slædehunde på Grønland, en sports/streetwear
inspireret kollektion. Der var inspiration fra outdoor livet, i form
af nederdele med guldfarvede lynlåse og bomberjakker i quiltede
termostoffer samt store lune rørhalstørklæder i valket uld.
Nederdele i neopren-look og bukser i sort twill. Streetwear i tynde
transperant hoodies og T-shirts med sort/hvid print. Dyreprint på
catsuit og sweatre. Der var mange kontrastfulde sammensætninger i
materialevalget. Glat kontra struktur, såsom quiltet jakke og glat
kraftig jersey i bomuld og herrebukser med stor vamset sweater i sort
plys. I alt det sorte og printede lyste klar rød og blå op og
tilførte kollektionen liv.
Ayni CPH
Ayni CPH er ejet af danske Lærke Skyum
Blichfeldt.
Hendes brand bygger på Peruianske
traditioner indenfor strik og med øje for naturen og vores miljø.
Det vil sige at alt er produceret i Peru. Alt lige fra materialerne,
som silke, bambus, bomuld og alpaca, til det færdige resultat.
Det er lækre kvalitets produkter, i
form af strikkede kjoler og bluser. Hvid strik-cardigan med læg og
læderfrynser. Bluser med sorte læderfrynser og en lys grå stram
kjole i grov strik, var rigtig fine. Farverne er holdt i ret lyse
toner, hvid, grå, støvet mosgrøn, pink og sart mintgrøn. Det
samlede udtryk er derfor noget sommer-agtig, der mangler måske lidt
mere ”vinter” over strik kollektionen, men det er fint, blødt og
lækkert.
Gaia
De forrige shows på Børsen, havde
været meget forsinkede, da de alle blev afholdt på Børsen... og
når modeller skal klædes på, håret skal re-styles, make-uppen
ændres og der skal øves på catwalken, kan det kun give
forsinkelse...Heldigvis, var der rigeligt med varm kaffe og Baileys
til de ventende og tålmodige gæster.
Til alt held, nåede vi lige
”pressebussen” med kursen mod Københavns Rådhus, og ankom til
Gaias show lige som det startede.
Og sikken et held, at vi nåede det.
Designer Gaia Brandt kan nemlig noget med strik, som ingen andre kan.
Fine strikkjoler med vaflet struktur og
ribdetaljer i ærmerne. Bluser og kjoler har inspiration fra norsk
strik og folklore. Pepitatern ses på løse bukser og korte
striknederdele og fungerer rigtig fint, de er klassiske og meget
anvendelige. Men også lækre dele, som lange stor-skjorter i
sort/blå i sandvasket silke over lyse bukser.
Noget af det der kendetegner Gaia, er
små og effektfulde detaljer, som gør tøjet spændende af se på.
Det kan være små knapper, der er syet på bluser, kraver eller
pyntebånd. Eller glitter i form af pailletter eller lurex-strik. Men
også asymmetriske mønstre, flotte glitrende bæltespænder og
bluser påsyet med pailletlapper. Farverne, som ofte er i
”color-blocking” er sort, kobolt, beige, klar grøn og
forskellige grå nuancer, fra helt lys til mørk koks. Det var enkel
og meget delikat kollektion, som vi heldigvis nåede at tage del i.
Højer Design Efterskoles Modeshow
Så blev det lørdag og denne dag skulle vi kun til et modeshow og ellers stod den på modemesse. Vi havde nemlig opsnuset at Højer Design Efterskole, skulle gå modeshow i Spinderiet i Valby. Så vi blev lidt nostalgiske, da det var vores tidligere Beklædnings og Design lærer, som skulle stå for det. Vi blev uddannet på Højer Design Seminarium for over 10 år siden og havde ikke set hende siden, så vi måtte lige forbi og hilse på hende.
Modeshowet gik i gang og eleverne trådte ned af den lange røde løber i deres sorte kreationer, som var deres bud på et design i 2013. Det var en kold fornøjelse for alle, men især modellerne på catwalken, da nogle af kreationerne måske mere passede til en varm sommerdag.
Det var et flot show og man kan jo aldrig vide om det var nogle af fremtidens designtalenter. Vores dag blev ihvertfald en blanding af at møde fortiden, opleve nutiden og se fremtiden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar