lørdag den 13. december 2014

På tur i "Gamla Stan" - Stockholm


Stockholms "Gamla Stan" er fyldt med hyggelige og sjove butikker. I det gamle Stockholm, i de smalle bugtede gader og passager ligger en overflod af små fine butikker, hvor der er kælet for detaljen. Både om sommeren og vinteren, er der et mylder af folk. Turister og lokale Stockholmere nyder den charme hele området omkring ...har. Ved Köpmanstorget ligger "C. E. Thomas Antique Maps and Prints" http://www.mycityantiquing.org/wiki/C._E._Thomas_Antique_Maps_and_Prints 
en butik fyldt med gamle indrammede kort, vis a vis med "Räddnings Plankan" - en fin lille butik med farvestrålende bluser, kjoler og flotte plisserede kimonoer og frakkekjoler fra Mashiah. Her er også sko fra "KRON by kronkron" samt spraglede brillestel til de modige. http://www.raddningsplankan.com
Rundt om hjørnet, på Köpmannsgatan ligger "Tyger & Tidlösa Ting". http://www.tygerotidlosating.se/  Det er her man tager hen, hvis man vil se et overflødighedshorn af nips, duge og dækkeservietter, blomstrede lampeskærme, et stort udvalg af Disneyfigurer og andre gaveartikler. Fra starten af november, er butiksvinduerne julepyntet efter alle kunstens regler med julemandsfigurer, engle, smukke bemalede porcelænsjuletræer og Lucia-figurer med levende lys i grankronen. Priserne er i den dyre ende, men det koster heldigvis ikke noget, hvis man bare vil nyde synet.                                                              
På modsatte side af gaden ligger en butik med gamle emaljeskilte, "Det Lille Skyltmakeriet" - http://www.detlilleskyltmakeriet.se/Her fås alt...som i ALT indenfor nostalgiske emaljevarer. Her kan købes enhver type af skilt, man end havde i tankerne, ligesom der kan bestilles efter ønske. 
  Når man er tørstig anbefales det at slå et smut forbi "Vildäpplen - juicebar & design" http://vildapplen.se/Her kan man nyde en friskpresset juice og kigge på design og velværeprodukter. Det kan være nyfortolkninger af de klassiske svenske træsko, farverige produkter fra Rice og økologiske duftserier.  

Hvis man vil hvile benene og nyde et måltid mad for en billig penge, anbefales "Stockholms Stadsmission - Grillska Huset"  http://www.stadsmissionen.se/Matochkonferens/Cafe--Lunch/ - det traditionelle svenske køkken i enkle og børnevenlige omgivelser.
Tag fx. dagens suppe m. knækbrød, eller dagens ret. Ellers kan man nøjes med en kop kaffe og en lun kardemommesnurre, hvis det bare er den lille sult, der skal stilles. 

tirsdag den 12. august 2014

Copenhagen fashion week SS15

Så er vi vendt hjem til Den Københavnske modeuge. Og efter en dejlig varm sommer i Skagens sol og varme, er det dejligt (og lidt hårdt) at komme igang i dagligdagen igen. Vi trodser varmen og nyder en stille drink og en masse vand i et hede modeuge-dage...(hvor er den dér Champagne??!!) 

Barbara I Gongini


Barbara I Gongini viste på Københavns Rådhus sin kollektion, SS15. Her blev der leget med asymmetri og længder. Og materialer blev mixet, tynd læder, lette poplin-lignende metervarer, stive lærredsvævninger og finjersey. Alt i sort og grå, som er den farve Gongini arbejder i. Nederdele var lange fortil og korte bagtil - ligesom enkelte skjorter og jakker. En del overdele og kjoler var med "wrap" effekter og "dryp-sømme" og var fine og anvendelige. Tøjet afspejler fint Gonginis "grunge-univers - delene er tidløse og kan benyttes med tøj fra hendes tidligere kollektioner. Det er ikke typisk "dansk" klassisk stil - det er international stil, udført dygtig, vel-udarbejdet tilskæring og konstruktion. 

Jean//Phillip


Jean Phillips show blev afholdt i Konservatoriets Koncertsal på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (det gamle radiohus), som jo i sig selv er en
fantastisk bygning at besøge. Derudover, er det et fantastisk sted som tilskuer, da man både kan
se og sidde ned. Det er altid dejligt at komme til Jean Phillips show, for der er styr
på tingene og når alle skal ind, så glider det nemt og der er allerhøjst et par minutters
forsinkelse.
Hans kollektion, som blev vist på showet denne gang, er inspireret
af massemorderens psykotiske univers i forhold til hvordan de arbejder og opfører sig. Især karakterer som Dexter og Hannibal Lecter. Stillen er stadig minimalistisk med lidt kant, som er hans kendetegn. Modellerne bar masker, som underbyggede dette tema. Kollektionen var afslappet med kombination af sporty/street og business look. Der var masser af jakker i kollektionen både habitjakker, bomberjakker og knælange frakker kombineret med shorts, tanktoppe og lange bukser. Lækre fine materialer og fedt vildt print, som jeg tror skulle vise en psykotisk mentalitet. De sidste styles, som indtog scenen var i knaldrød og det gav både showet og den nye kollektion en fin kant og wauuuw-afslutning. 

Asger Juel Larsen


Asger Juel Larsen viste på Papir-øen, sit spændende og dragende univers. "Interrupt me" - en destruktiveret verden af sorte jeans i neongrøn, enkelte i orange med  tie dyed effekter, i "skinhead-varianten" med store nittebesatte løshængende seler. Trenchcoats og bomber jackets i neopren-materialer med metalliske og changerende overflader. En serie trøjer i grov kabelstrik med enkle raglansnit, havde fået en coating af maling og så fede ud til skinny sort/hvid klorede jeans. Printede sportswear med grafisk  "bobble-print" i neonfarver samt i sort/hvid varianter er næsten blevet en klassiker hos Juel Larsen. Og det er godt!!!      

Henrik Vibskov


 Norske balletdansere i vandbassin og kitler med påskriften "Team Vib" opførte vand-danseshow i det store sorte vandbassin midt på podiet. Modellerne gik rundt om bassinet og fremviste en spektakulær og spændende kollektion. Stadig teatralsk og "Vibskovsk" men måske mere afdæmpet og anvendelig end tidligere sæsoner. Der var bl. a en serie af store jakker med kunstneriske udskårede borter, på tværs henover jakkens øverste del og store kjoler med indsyede ansigter i overstørrelser. Vibskov overrasker igen og viser os at design er meget mere, end blot bare en kjole. Han har den dér internationale "wierdness" som få!!! 

 

tirsdag den 28. januar 2014

Copenhagen Fashion Week AW14


Så kom Kong Vinter! Lige i starten af den københavnske modeuge. Vi trodser vejret og forcerer snedriver og spejlglatte fortov - heldigvis er locations til de fleste af ugens shows, fordelt på Københavns Rådhus og Børsen. Så vi skal ikke have de helt store snesko på i denne omgang. Bare varmt tøj, for dagstemperaturen, har sneget sig ned under minusgrader og med de lange ventetider før shows, mellem shows, i kø til shows etc. betyder at en varm påklædning er en nødvendighed.                                                                                                                                                                                                                            

                                                          WHIITE

Ugens første show var WHITE på Københavns Rådhus. De viste en fin og luksuriøs kollektion.  Her er enkle kraveløse korte jakker og lange kjoler med vidde og åben ryg. Skjortebluser i silkesatin og printet crépe i dæmpede farver med enkle mønstre, fra sarte pudder-nuancer over i grå/ koks og sort. Karry, brune og rustfarvede items i strik giver sammen med læderdetaljer fint modspil og og fører tankerne hen imod løvfald i efterårs-skoven.

                                                 Benedikte Utzon

Benedikte Utzon fremviste onsdag en fin kollektion til den stilbevidste voksne kvinde. Enkle, draperede snit i luksuriøse materialer, som silkesatin, chiffon og crépe blandede sig fint med tweedjakker, stramme læderbukser og grov mørk strik. Luftig hvid angora strikjakke og blå pailletbroderede vide bukser er super chikt.  Farvepaletten hos Utzon rummer mange flotte sammensætninger og spænder fra sort, grå, kobolt og petrolgrøn til bordeaux, mørk rød og støvet gammelrosa. Jacquard-vævede stoffer med indvævet guld-lurex tilførte tøjet elegance og lady-style på den fede måde!


Barbara I Gongini

Nordisk punk og subkultur mødes med japansk jersey, italiensk strik og silke. Destrukturerede skrædderdetaljer i store overfrakker og lange oversize cardigans med store kraver, der skødesløst falder ned om skuldrene. Bikerjakker i krøllet skind med asymmetriske sømme og kraver mixes med draperede overdele og bukser i stramt læder. Stramme transparente blonde/strik toppe og lange hvide herreskjorter. Der leges med dimensioner og materialer. Det er spændende at kigge på, for selvom det måske ved første øjekast ser enkelt ud, er der masser af lækre detaljer der signalerer, at alt er nøje gennemtænkt.  

 

David Andersen.             

Slag, langhårede gedeskindspels-capes med læderdetaljer og bomberjakker udgjorde en del af overtøjet hos designer David Andersen. En ønskværdig samling af smokingjakker i re-designet justaucorps-snit blev mixet med læderrevers, klassiske shorts og hvide lange underbukser. Hertil damer i minkjakker med læderærmer og stramme ditto bukser. Der var kjoler overstrøet med sølvpailletter i jumbostørrelse og varianter i sølv-metallic som tog sig rigtig godt ud! Der er store muligheder, for at finde en "garderobe-klassiker" hos David Andersen.  

Asger Juel Larsen

Den dygtige London-uddannede designer Asger Juel Larsen havde fundet sit udgangspunkt i "flystyrt på Antarktisk snebedækkede bjergtoppe".  Som sædvanligt dragende printede mønstre. Forstørrede isflager og metal. Print med splittede dukker, (der ikke havde klaret flystyrtet og nu lå spredt med arme og hoveder på stoffet). Der var en serie med korte dyneveste og stramme skibukser, med "biker-look". Farverne var primært holdt i metallic, isblå, sort og hvid. Vi glæder os til næste vinter, at kunne gemme os væk i hans super fede -og praktiske (i ordets bedste forstand!) skijakker, de var virkelig fede, både dem med sort croco-prægning og dem i blank sølv. Hertil matchede "luffer" og gaiters. Og med de iglo-inspirerede elefanthuer kan man holde sig dejlig varm i kulden. 

Ivan Grundahl

Der var dømt Front Row seating og forfriskende øl i Børsens smukke sal ved Ivan Grundahls show om torsdagen. Og det var skønt! De jumbo-pepitaternede wrap-jakker i sort/rød uld og hans krinoline nederdele, er bare super. Sort/hvid ternede kilt-nederdele og lækre sorte jakker med røde belægninger i kraver og detaljer som lommer og påsyede lapper ved knaphuller. Nye varianter i sol-plisseret tyll med sort/hvid regilene-afstivet underskørter blev mixet med fede grove bikerstøvler. Habitjakker med asymmetriske sømme og materiale kombinationer i blank/mat i tynd skind/let uld var sat til storskjorter i hvid bomuld. Luftige crincle-organza nederdele i ballonsnit var superflotte sammen  med oversize striksweater og halstørklæde med fletmønster i råhvid uld og en über-lækker olivengrøn variant. Grundahl har sin egen sikre stil og forstår at forny sig selv hver eneste gang. Han viste en kollektion med en uendelig holdbarhed. Det skønne herved er at tøjet kan mixes med items fra forrige kollektioner, da det aldrig går af mode, det er ganske enkelt tidløse klassikere!  


Wackerhaus.                

Rikke Wackerhaus har med inspiration i Willumsens billede "En Bjergbestigerske" fra 1904 skabt en rigtig fin og behagelig kollektion. På Willumsens billede ses en kvinde, frigjort fra datidens tunge, besværlige og indsnørede påklædning (-som absolut ikke var velegnet til vandretur i bjergene!) Iklædt sweater, slag, ankellang nederdel og blød hat, står hun og skuer ud over bjergene... Med "MOUNT SPARKLING" rammer Wackerhaus stilen lige på kornet; lange lette nederdele, skåret i 1/2 sol, løse jakker og trøjer. Lang ulden kjole med "tyroler-smæk" har et smukt klokke-snit i nederdelen. Frakkerne er i groft sildebensvævet uld og korte jakker sølv og grå. Behagelige løse bukser og bomberjakker i lyst meleret jersey og stylingen af modellerne med fede sneakers på fødderne, tilfører kollektionen noget street og coolness. Wackerhaus har en fin farvesans, de grå og skinnende sølvfarvede elementer fungerer rigtig godt sammen og hendes lange gule kjole virker næsten som om den er hoppet ud i nutiden fra W's billede. Så lad os hoppe ud på vandretur i Wackerhaus!  

2OR+ BYYAT

Det finske designer brand 2OR+BYYAT, (et navn, som man ikke rigtig ved hvordan udtales).
Betydningen får i her: "The brand name reflects the fact that in order to create and evolve in the nature, two or more elements are required. No wonder, YAT derives inspiration from the nature for his designs year after year. The brand name is pronounced ʻTwo or plus by YATʼ".Citat fra www.2orplus.com/site/about/
Klokken 17:30 åbnede dørene til 2OR+BYYAT show på Børsen og der blev serveret kolde Mokai, øl og vand. Der manglede måske lidt musik ind til showet gik i gang kl. 18:30, lidt forsinket, men ellers var stemningen god. (måske fordi den stod på fashion fester senere.)
Så blev spændingen udløst og en super fin kollektion blev vist frem. Noget jeg især kunne lide var det fantastiske print, som  lignede små blomster eller penselstrøg, som billeder malet af Monet. Derudover var det et fedt modspil med de lækre skind tasker i blokfarverne rød, grøn, blå.(små rene farveklatter). Et par støvletter så ud, som var de malet med røde penselstrøg, fornemmede en form for kunstnerisk inspiration. Der var masser af overtøj, noget med volumen og andet som klassiske jakker, som var skæv skåret forneden. Kjoler, bluser og nederdele med draperede linjér og nogle med tyl under. En pelsvest og kappe samt frynsede tørklæder gav looket et vinter touch. Der var også et mere grafisk ternet/kvadrat print, som kom til udtryk i jakker med store kraver og silke liggende kjoler og overdele i et mere akvarel malet udtryk. En super fin kollektion, som havde meget at byde på og lækker styling. (Et lille minus, musikken var for monoton og koreografien virkede lidt rodet). Klokken blev 18:45 og dette blev vores sidste show til denne Cph. Fashion Week.





mandag den 6. januar 2014

En smuttur til Malmø!

 
Under en smuttur til Malmø i weekenden, gik lørdagens shoppetur forbi "Love Street Vintage", Kärleksgatan 5. Som nævnt i tidligere indlæg fra juli, havde den ikke åbent sidst vi var i Malmø, så vi havde set frem til at kigge ind i butikken med den fine vinduesudstilling.                                 

 
Butikken var fyldt til randen med retrokjoler, støvler, vintage sko - store lædertasker med frynser og små fine    med blomsterbroderier.                                                              
 
 Det emmede af "oldemor-hygge" med de små tableauer rundt omkring i den lille butik - med nips, glasskåle, bolcher i opsatser til de lækkersultne. På den fine disk med glasplade, lå et hav af smykker, øreclips og armbånd til skue. Det hele fik et twist af en stak LP'er og lamper, sjove figurer og ure.                                             
Vi købte bl.a dette sjove "skibs-inspirerede" ur til 90kr.